onsdag den 27. maj 2015

Overnatningsmuligheder 1


I september 2014 tager jeg afsted igen til La Verna. Denne gang i følgeskab med mine to niecer og min gode ven. Det bliver en skøn tur med mange udfordringer af de gode. Nedenstående er hvad jeg denne gang havde planlagt at overnatte. Den sidste overnatning i Rom er ok. Men næste gang vil jeg vælge et sted nærmere centrum.




onsdag den 31. juli 2013

Strækninger på Tau-vejen som pilgrimsrejsende


Indtil videre har mine strækninger set således ud:

1. Arezzo (med fly til Lufthavnen Rom-Fiumicino, med tog til Roma Termini, videre med toget fra Roma Termini til Arezzo, er fremme sen eftermiddag) 11/7-2013 

2. Arezzo - La Verna (med toget til Bibbiena, derfra videre med bus til La Beccia, hvor jeg går op til Sanctuary of Le Verna ca. 2 kilometer)

3. La Verna - Chiusi Della Verna - 3 kilometer pga ekstra dag i La Verna 

4. Chiusi Delle Verna - Pieve Santo Stefano - 18 km, bjergvandring
5. Pieve Santo Stefano - Passio Di Viamaggio,  13 km, bjergvandring med besøg hos Eremo di Cerbaiolo (6 km) 
6. Passio Di Viamaggio - Sansepolcro, bjerg og landevejsvandring, 24 km, besøg Montecasale
7. Sansepolcro - Citta di Castello, bjerg og landevejsvandring, 27 km, fra Citerna kan man følge "Via  Francigena di Francesco" til Assisi, da det er samme rute som min Tau-rute. 
Citerna

















8. Citta di Castello - Pietralunga, 29 km, smuk landevejsvandring i bjergene
9. Pietralunga - Gubbio, 28 km, meget flot bjergvandring
10. Gubbio - Biscina, 22 km smuk bjergvandring
11. Biscina - Assisi, 27 km, smuk bjergvandring
12. Assisi - hele dagen 
13. Assisi - Spello, 24 km, bjergvandring
14. Spello - Trevi, mest by og landevejsvandring, dog lidt uden for stor vej og byen 
15. Trevi - Spoleto, 18 km, landevej og byvandring, en anderledes dag. Det er første gang på denne tur, hvor man virkelig kan mærke byer, biler og mennesker blandes med naturen.  
16. Spoleto - Romita di Cesi, 28 km 
17. Romita di Cesi (La Romita) - Collescipoli, 15 km, gennem industrikvaterer, yderkanten af Terni. Jeg vil dog mener at strækningen er 20 km, da ruten er ændret og det tager ca. 5 timer uden store pauser. 
18. Collescipoli - Arezzo. Vandrer til Terni og videre med tog til Arezzo med skift i Fogliano. 

tirsdag den 30. juli 2013

27/7-2013: Collescipoli


27/7-2013
Jeg tager afsked med Bernardino. Han bruger begge hænder til at holde fast i min hånd. Han siger en masse på tysk og italiensk, men jeg kan ikke fange ordene. Nogen gange er det sådan at det siver ind lidt senere og giver mening. Men der er faktisk ingenting jeg kan fatte lige nu. Jeg er nødt til at hive min hånd til mig igen, da han åbenbart ikke har i sinde at slippe!  Han griner medens jeg tager afsked med de andre og da jeg turen kommer til den tyske frivillige medhjælper, får jeg et glimt af våde øjne. Jeg tænker "tag hjem til dit barnebarn". Det er somom hun forstår mig. Hun kysser og krammer mig. 
Jeg går fra La Romita ud på lille smal bjergsti mellem ældgamle egetræer og store klippestykker overgroet af smuk mos. Det går stejlt nedad og stien består af små løse sten. Jeg må virkelig tage mig i akt. De gule pile er ikke særlig iøjenfaldende, men de er der hist og pist.
Ældgamle egetræer og klippeblokke overbegroet med mos

Efter et par timers nedstigning kommer jeg til en landevej og en BAR. Jeg er tilbage i civilisationen. I dag går turen til Collescipoli. Det er godt jeg ikke ved, hvad som venter mig. Vejen ender nemlig ved en motorvej, som jeg skal krydse! Der er vejarbejde på den nærliggende bro, så den er spærret. Der ser heller ikke ud til at være en tunnel-passage. HVAD NU?
Efter at have vandret rundt om mig selv, kommer løsningen ufortrøden til mig. Jeg må krydse den motorvej. Jeg svinger mig over rækværket til motorvejen, og tro det eller ej, i disse øjeblikke er der ikke en eneste bil hverken i højre eller venstre side af kørebanen. Jeg går bare over, kravler op af en skråning på den anden side uden nogle problemer eller besvær. I løbet af tre minutter står jeg på den anden side af motorvejsbroen. Sørme så, lige der foran mig på et rækværk er den gule pil - min vejviser :-) YES
Nu går turen gennem industrikvaterer i yderkanten af Terni. Solen bager, ingen skygge. Guidebogen er misvisende i forhold til de yderst sparsomme gule pile. En cyklisk stopper op for at tilbyde mig vand og siger at jeg skal tage hat på. 
Endelig når jeg til mit hostel. De har lukket på grund af siesta, men jeg kan stille min rygsæk og komme tilbage senere. Sveden drypper af mig og alt mit tøj er vådt. Mit hovede er varmt. Efter at have sundet mig lidt over den vældige kontrast fra freden i bjergene til storbyens industri, beslutter jeg mig for at gå til storbyen Terni, som ligger ca. 4-5 km fra Collescipoli.  Så kommer det til mig! Jeg VIL ikke gå længere. Jeg må stoppe nu. 

lørdag den 27. juli 2013

27/7-2013: Afsked med La Romita

27/7-2013
Det gælder for mig om at komme hurtig ud af sengen. Jeg vil gerne have morgenmaden med før dagens vandretur. Der er ikke andet at gøre end at vente på at de andre står op. Bernardino fjoller rundt på gangene. Han spiller lidt klokkespil og synger "buongiorno, buongiorno". Det er måden han vækker sine gæster på i La Romita i dag. Det siges, at han på forskellige måder vækker folk. Jeg møder ham på gangen, men jeg kan ikke se ham tydeligt på grund af modlys. Jeg fornemmer, at der heller ikke er noget at se. Han har vandret med tunge skridt den halve nat rundt i gården og klapret med dørerne.  Hundene følger ham lige i hælene. 

Jeg går ned til grotten i morgenlyset for bedre at se Frans af Assisis kontemplationssted. Det er virkelig en stejl bjergskråning, men jeg må se det sted an igen. Jeg må mærke ånden på stedet her, jeg må vide om the spirit is here :-) 
Det er ikke noget rart sted. Hvorfor sidder Frans mon her? Hvorfor skal det være så afsides, så mørkt, så skjult, så isoleret fra omverdenen, så langt væk fra andres rækkevidde. Hvorfor? 
Jeg forsøger at forstå, klokkerne ringer over hovedet på mig. Det er La Romitas kirkeklokke. Bernardino kalder til morgenbøn. Men jeg er optaget af disse spørgsmål. Jeg går helt hen og ind i grotten. Der er lige plads til at kunne sidde der. Dagslyset er ved at trænge sig på og nå helt inde i grottens dyb. Der er alligevel ikke så mørkt, som antaget. 
Der er bare et eller andet som der ikke skal være.  Bernardino har været her, tror jeg. Den samme underlige energi som i kapellet oppe ved La Romita ved siden af den lille kirke. Der mangler "the spirit of Frans af Assisi". Det gør der altså. Jeg kan simpelthen ikke lide stedet og det er virkelig et paradoks for mig, da her er eventyrligt smuk. Hvorfor lader jeg mig påvirke af denne Bernardino, som engang var franciskaner? 
Jeg begynder lige med et', at forstå.  Det er ikke tilfældigt at jeg står her, medens klokkerne ringer over mit hovede. Det er ikke tilfældigt, at jeg forsøger at komme væk herfra hurtigst muligt. Det er ikke tilfældigt, at jeg er nødt til at have denne oplevelse med for at forstå "the spirit of Frans". 
Der er ikke noget som er tilfældigt. Grotten er det fysiske bevis på hvorledes man kan finde hjem i sig selv. Ind i sit selv og møde Selvet. Det kræver visse fysiske omstændigheder. Det som er på dette sted. Det sted findes inde i een selv. Det virker utilgængeligt. Men det er det slet ikke. Det begynder så og sige at ringe for mine ører. Eneboeren/eremitten Bernardino har præcist ringet med den fysiske kirkeklokke, i det øjeblik jeg begynder at lytte indad. Dagslyset begynder at trænge ind i grotten på samme måde som det begynder at dæmrer for mig eller skal jeg sige, begynder at kunne skimte lyset i hele dette mysterium. La Romita er præcis som det skal være. Det er kun min oplevelse af stedet. Det er det som jeg kommer for og som er min personlige vej. Alt er præcis som det skal være. Dog vil jeg gerne videre og reflektere yderligere over dette mysterium. Måske er Bernardino slet ikke nogen galning :-) 

27/7-2013: En smuk fredsvej. Kan vi lave en NY reformation bestående af FRED OG KÆRLIGHED TIL VERDEN

27/7-2013
Jeg ligger i sengen her i Collescipoli. Min iPad spiller smukke toner ud i sovesalen. Jeg er alene. Mit blod koger af varme. Jeg er overophedet, men har hverken hovedpine eller smerter af nogen fysiske karakterer. Der er TOMT indeni mig. Jeg skiftevis lukker og åbner øjnene. Med åbne øjne ser jeg på den samme lille plet, som jeg egentlig slet ikke registrerer. Jeg er på tankeplanet. Jeg har taget en afgørende beslutning. Vandrerturen må stoppe her. Jeg har gået og gået. Været vidne til mange ting, fået mange erfaringer på ganske kort tid, mærker "the spirit of Frans", jeg har mødt en masse mennesker på den første halvdel af turen til Assisi, blevet hundset rundt med af nonner og munke. Lige nu orker jeg ikke flere konfrontationer af hverken den ene eller anden slags. DET ER SLUT. Jeg er lettet over min beslutning. Efter 9 ugers pilgrimsrejse gennem tykt og tyndt, op og nedture i bjergene, og måske også i mit sind, må der på et tidspunkt komme en naturlig behov for at stoppe. Der har været mange kommunikationsvanskeligheder, da der ikke er særlig mange engelsktalende italienere. Jeg har fundet mig i mange ting, som jeg normalt ikke ville gøre. Jeg har virkelig været ydmyg, enfoldig og lydig, præcis som en ægte francikaner. Det har ikke vækket sympati mange steder. 



Hvis jeg kan, vil jeg lave en ny verdensorden, en ny smuk fredsvej, en helt ny usædvanlig smuk forening af alle trosretninger. Jeg vil lave en reformation bygget af kærlighed. Det har vores skønne moderjord brug for.
Dette billede hang hen over mig sent, Billedet titel hedder "the first kiss"




Der vil komme mange eftertanker om denne tur som jeg vil tilføje. Der mangler dage på strækningen som endnu ikke er indskrevet. Jeg håber flere vil lade sig inspirere til at gå denne tur fra La Verna til Assisi. Jeg står meget gerne til rådighed for informationer. Jeg vil endog gerne gå turen igen som guide for andre.

fredag den 26. juli 2013

26/7-2013: The Spirit of Frans af Assisi er fraværende i La Romita for mit vedkommende. 

26/7-1013

Natten i La Romita er anderledes. Jeg kan høre Broder Bernardino, som han kaldes, rende rundt i nattens mørke. I aftes fortæller en af de andre mig at Bernardino er blevet smidt ud af francikanerordenen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gætter på at det skyldes ulydighed fra Bernardinos side. Det er noget vildskab over denne mand, en vildmand i bjergene. Ikke at jeg tror at han kunne gøre andre fortræd. Hans ide' om at genbygge stedet er fin og det kræver resourcer. Hans venner har hjulpet ham med at istandsætte det. Spørgsmålene for mig er i hvilken ånd, har Bernardino genopbygget stedet? Er det fordi han ønsker sig et sted at bo og vise frem eller er det fordi at han vil bevare The spirit of Frans at Assisi? Jeg tror det første og at han under dække mener det sidste. Det er her at energien går skævt i min verden. Det harmonerer ikke med stedets ellers så smukke miljø. 

Jeg bryder mig heller ikke om at der serveres tyske bratwurst-pølser. I min verden skal stedet bygges med økologi for øjet, vegetarisk mad, vandforsyningsordning og masse af meditation/ kontemplation. Idræt af en slags og beroligende musik. Det er nogle af de ting som mangler. Den kvindelig mdhjælper har for mange gøremål med at varte op. En italiensk mand hjælper også til i det daglige og er nok Bernardinos trofaste højre hånd. Han passer dyrerne og haven. Han virker meget rar, men er en smule for overbegroet af Bernardinos sære luner. Hundene som går rundt her, er ikke velplejet. Det er et tegn på manglende hygiejne. 

Jeg spørger den tyske kvinde om hun ikke savner Tyskland. Det gør hun, hun vil gerne se sit lille barnebarn. 

Jeg har stor lyst til at sige til hende at hun skal lytte til sine behov, men vil ikke blande mig. Bernardino kan ikke lide mig og har det godt med at jeg tager videre. Han ved, hvad jeg mener om ham. Jeg er sikker på nu, at jeg på forhånd har en viden om stedets energi og derfor ikke har den store lyst til at drage videre fra Spoleto. Der er også årsagen til at jeg må videre. The Spirit of Frans af Assisi er fraværende i La Romita for mit vedkommende. 
Der er stor forskel på energien i La Romita og La Verna (stedet hvor francikanerordenen har større dybde). Der er forskel på de to eremitboliger, som jeg beskrevet. Det første sted hvor jesuitten bor. Manden med rosen og nu dette sted med vildmanden, der har givet sig selv gurustatus.